DGI MINIton skal ud til flere
DGI badminton satser på, at dobbelt så mange foreninger bliver en del af succesen med DGI MINIton.

Foto: Lene Esthave (arkiv)
DGI MINIton er badminton og leg i skøn forening
Børn og forældre får både et godt grin og god motion, når de leger med ketsjere, fjerbolde, balloner og andre ting til DGI MINIton.
Siden DGI badminton lancerede DGI MINIton for halvandet år siden, har omkring 60 foreninger landet over taget det til sig.
Badmintonleg for børn mellem 2 og 7 år er et hit, og samtidig kan foreningerne få kontakt til børnenes forældre eller bedsteforældre, der dels er med børnene på banen, dels selv får lyst til at spille badminton eller involvere sig i foreningsarbejde.
Nye foreninger med
Derfor satser DGI badminton på, at 50-60 nye foreninger får DGI MINIton på programmet, og derfor ansættes der i sæsonen 2010-2011 otte ressourcepersoner, som hver dækker flere landsdelsforeninger. Ressourcepersonerne skal hjælpe foreningerne med at starte op og arrangere kurser.
- Ressourcepersonerne skal kontakte foreningerne og hjælpe dem i gang med DGI MINIton. Nogle steder er ressourcepersonerne med helt ude i foreningerne for at starte op, andre steder inviteres foreningerne til inspirationsdag eller kurser, fortæller Søren Therkildsen, der er projektleder i DGI badminton.
Nye øvelser til DGI MINIton
DGI badminton har udvidet materialet ”DGI MINIton” med 8 nye øvelsesark. De nye øvelser har bl.a. fokus på koordination, bevægelsestræning og fokus på forskellige slag. Tillægsøvelser og materiale kan købes i
DGI-Butikken.
Giver børnene gode oplevelser
Vordingborg Badminton Klub er en af de klubber, der er klar til at starte op med DGI MINIton. Planen er, at give børn og deres forældre muligheden fra januar 2011 og så 1-2 gange om måneden på lørdage eller søndage.
- Vi vil gerne give børnene nogle gode oplevelser med badminton, og så har vi hørt, at DGI MINIton er en succes mange andre steder, siger Jesper Adler, der er formand for Vordingborg Badminton Klub.
Han håber også, at når børnene kommer tidligere i klubben og forældrene inddrages, så kan det afhjælpe en af klubbens store udfordringer, nemlig at der er mangel på ungdomsspillere.
- Vi håber, at når vi får fat i børnene, mens de er små, så fortsætter deres interesse for badminton, og det vil på sigt styrke vores ungdomsafdeling, siger Jesper Adler.
Passer til tiden
I DGI badminton glæder Søren Therkildsen sig over, at DGI MINIton er populært.
- Vi kan se, at det er et koncept, der passer til tiden og familierne. Foreningerne får meget godt ud af det, fordi de får fat i en ny målgruppe, og familien er samlet om en aktivitet, siger Søren Therkildsen.
Opdateret 20. september 2010 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen